Shibaen, den mindste af de Japanske oprindelige spidshunde, har et udseende som ingen kan overse. Den statslige, velproportionerede krop og den ofte kønne røde pels er nok til at vække opmærksomhed. Men først og fremmest er det shibaens udstråling der fortryller. Med de mørke skrå øjne suges man ind i shibaens magnetfelt, hvorefter man aldrig helt kan løsrive sig.
Shibaen er ikke handikappet af sin størrelse. Selvom den i højde ikke synes af så meget, har den en selvsikkerhed der sagtens kan måle sig med langt større hunde. Problemet kan derfor være at få den til at forstå at der trods alt findes levende væsener der er både større og stærkere. Selvopholdelses driften hos denne lille ræveagtige hund kunne være bedre. I de fleste situationer anser den sig for at være konge over alle andre hunde, og den præsenterer sig helst som sådan. Har man den taktik, og kun måler ca 40 cm over skulderen, kan det godt gå galt.
Mislykkes det for shibaen at sætte sig i respekt, vælger den ofte at overse den anden hund. Hvis der ikke findes nogen modstander, risikerer man heller ikke at tabe ansigt. Når sandt skal siges så hvis det gælder, så kan shibaen glemme sit majestætiske udseende og beskytte sig perfekt. Hvis den vil kender den godt hundeverdenens etiketter både forfra og bagfra.
En logisk følge af shibaens høje tanker om sig selv og sit værd, er at den trives udmærket sammen med hvalpe. De er lette at styre og dominere og viser ofte den rette beundring, hvilket vil tilfredsstille en orientalsk adelig hund som shibaen.
Det er typisk for shibaen at betragte sig selv som navlen i verden. Den syntes ikke om at få konkurrence fra andre på det punkt. Til trods for dette, er det ikke noget problem at have flere hunde i samme flok, selvom de er af samme køn. Når rangordenen er fastlagt trives de fint sammen.
Shibaen er en hund som værner om sin familie og er meget bevidst om hvem der indgår i husstanden. Den deler ikke ud til højre og venstre af sin kærlighed, men er trofast og kærlig mod sine mennesker. Det er nødvendigt at engagere sig i hvalpens socialisering for ikke at risikere at forkærligheden til familien ikke skal udelukke alle andre. Jo flere mennesker hvalpen møder, jo flere miljøer den oplever, desto mere social og imødekommende bliver den. Det er heller ikke svært at have en lille shiba med sig. Hvalpen giver succes alle steder den viser sig. Kun et hjerte af sten kan modstå en shiba baby.
Der findes en fare i hvalpetiden. Alt for let bliver tilværelsen kæl og klap, og tant og fjas. Selvfølgelig skal shiba hvalpen som alle andre hvalpe have masser af dette, men den må under ingen omstændigheder overbeskyttes. Mentalt kan den klare det meste, allerede som ganske ung. Shibaen modner hurtigt, så den vigtigste lærdom, skal indprentes tidligt for at præge hunden.
Shibaen skal som voksen have udviklet sine egenskaber for sikkerhed og frygtløshed. Overfor fremmede mennesker kan den være reserveret og optræde med en vis nedladende attitude. I udstillingsringen ser man ofte dette demonstreret - hunden accepterer at blive undersøgt af en dommer, men kunne ønske sig en mindre intim kontakt af fremmede. I den sammenhæng ses shibaer der helt på eget initiativ, fremviser sine tænder! At demonstrere den slags aggressivitet er ikke foreneligt med den japanske væremåde.
Den reservation, eller afsky shibaen kan, har intet med fejhed at gøre. Rædsel hos hunden er bandlyst i den japanske standard og regnes for en alvorlig fejl. En hund der mentalt ikke kan holde måde, kan aldrig nå udstillingsfremgang, og betragtes som et atypisk eksemplar, uanset hvor velbygget den er eksteriør mæssigt. Nøglen til hele shibaens væsen sidder i mentaliteten og den deraf følgende udstråling.
Racens medfødte chefinstinkter gør at det er vigtigt tidligt at fortælle hvem der er flokfører. Shibaen har en udsøgt følelse for hvornår ejeren mener det alvorligt, og hvis den sporer den mindste usikkerhed i stemmen, vil den ikke være lydig og gå egne veje. Det kan være svært at optræde bestemt over for en lille sød shiba hvalp, og hvalpen lærer hurtigt hvor ejeren har sine svage punkter.
Forudsat at shibaen er rigtigt opdraget og har positive erfaringer med børn, fungerer det godt mellem disse. Det kan være svært for den utrænede hund at finde sin rette plads på rangskalaen i forhold til børn.
En vigtig egenskab hos shibaejeren er humor. Det gælder om at værdsætte en hund som i de fleste tilfælde har sin egen opfattelse af ting og sager. Mange shibaer går gennem livet med to udtryk som ledestjerne: "mit" og "vil ikke". Dette skal man betragte med overbærenhed og kunne overtale hunden til at samarbejde når det kræves. Ligeledes må man have overbærenhed med sin shiba der i mangt og meget anser sig selv for at guds gave til menneskeheden, og derfor må regnes for ufejlbarlig.
De Japanske hjemlige spidshunde (her medregnes ikke japansk spids) har i hjemlandet en fælles racebeskrivelse, hvor det faktisk kun er størrelse og farve der adskiller dem. Samtlige bygger på samme grundstamme. Hundene har dog forskelle med hensyn til mentalitet. Medens akitaen er majestætisk og opfører sig på en måde som forventes ud fra dens størrelse, er shibaen sandelig også værdig, men livlig, nysgerrig og observerende. På intet tidspunkt under den vildeste leg, taber den kontrollen med situationen.
Shibaen er en naturskøn hund. Der kræves ingen avanceret pelspleje, trimning eller klipning for at den skal være præsentabel. Ind i mellem en omgang med kam og børste, og lidt oftere i fældningsperioden, og hunden holder sig flot.
Shibaen har ikke pudlens ædelhed eller afghanerens æteriske skønhed, men den vækker alligevel altid opmærksomhed. Muligvis er det enkelheden i fysionomien, selføligheden i hundens optræden og det eksotiske udtryk som fanger beundrerne. Kommer man i nærkontakt med en shiba, bemærker man hvorledes den bløde og tætte pels er at tage på.
Neglene skal klippes hvis poterne skal fremstå som små og fine. Det er ikke altid shibaen er helt enig i at det er nødvendigt at klippe neglene. Nogle går næsten i panik i tanken om at neglene skal klippes, hvis de ikke er gået allerede når de aner uråd. Under selve klipningen er nogle shibaer overbevist om at de er ved at få amputeret hele poten, og de kan opføre sig derefter. Derfor er det godt at vænne dem til denne behandling allerede fra hvalp af. Man bør give sig tid til at løfte dem op på et bord og sysle med dem et par minutter hver dag.
Til trods for at den tilhører spidshunde gruppen er shibaen ikke nogen hund der gør meget. Den vogter tilpas meget til at den giver hals når der kommer nogen, men den stopper så snart ejeren er gjort opmærksom på hvad der sker. Den bruger ikke at gø under leg eller under jagt. For den sags skyld er den ikke helt tavs. Shibaen småsnakker en del, blandt andet hvis den vil gøre opmærksom på sig selv eller vil have en godbid. Hvis man træder den over poten eller napper den i pelsen kan man godt høre den. Øjeblikket efter har den glemt alt og går glad videre.
Temperamentet er alfa omega ifølge den japanske standard og er den vigtigste enkelte egenskab under bedømmelsen af hunden. Beskrivelsen af dette er samlet i de tre begreber: Soboku, Kan-i og Ruyosei. Det oversættes med naturlighed, kækhed og godmodighed/venlighed. Kan-i og Ryosei beskrives som yin og yang: de står i modsætning til hinanden og danner den efterstræbte helhed.
Forgængerne til nutidens shibaer, er en hund som for flere tusinde år siden fulgte efter de første beboere på de japanske øer. I år 1961 fandt man skellet efter hunde som dateres tilbage til ca 1500 f.kr. og kan knyttes sammen med Jomin-perioden. Disse hunde havde opretstående ører, krøllet hale og var ca 40 cm høje. Man mener at de blev anvendt til jagt og som vagthund.
På et tidspunkt nåede hundetypen til den japanske hovedø Honshu og blev udbredt både i bjergene og i det sydlige indland. Forskellige lokale varianter blev udviklet og blev navngivet efter det geografiske område. De mest almindelige er "Shinshu", "Mino" og "Sanin", alle fra forskellige steder. I grundtræk var de ens, men med forskelle i typen som den dag i dag stadig kan spores.
Da japan i anden halvdel af 1800-tallet blev åben over for resten af verdenen, medfører dette nye tendenser. Nye hunde kom på mode og efter at jagt blev en sport i japan, blev engelske settere og pointere importeret. Disse blev krydset med de hjemlige hunde, så ved århundred skiftet var hundenes genetiske baggrund alt andet end sikker. Renracede japanske spidshunde fandtes kun i de mest utilgængelige bjergområder hvor de stadig blev anvendt til jagt på småvildt og fugle. I 1900 kunne man tælle ægte shibaer på en hånd.
Det var først i 1928 at et bevaringsarbejde blev startet. Ret hurtigt enes man om en standard og i 1937 fik shibaen status som officiel japansk race.
Anden verdenskrig blev næste dræbende slag for racen, og de var tæt på at forsvinde fra hundeverdenen. De hunde som ikke dødede under bombedamenterne, blev offer for sygdomme og underernæring. Shibaer fra Mino, sammen med dem fra Sanin blev faktisk helt udryddet. Nogle hunde fra Shinshu overlevede. De få spredte rester af shibaer blev kombineret og i 1949 havde man 5 hunde som man kunne bruge i det fortsatte avlsarbejde. Naka, Tako, Chibe, Matsu og Ishi-Shimaru kom til at udgøre den kvintet som vor tids shibaer nedstammer fra. I japan findes i dag over 80.000 shibaer og racen er spredt over det meste af verdenen.
Hvad navnet shiba egentligt betyder, er svært at finde ud af. Mange forskellige forklaringer er udbredt. En af dem hentyder til farven på en tør græsart hvor shibaen jager. En anden forklaring hentyder til at den skulle have jaget i skovområder og i bjergene.
De fleste af de japanske opdrættere mener at navnet betyder lille, og hentyder til racens størrelse.
Shibaen har en fortid som jagthund, og kan ind i mellem få lyst til at leve på til fortidens dage. Det kræver et godt lederskab hvis man skal have den løs på en tur gennem skoven. Shibaen ser så meget og oplever så mange dufte, og det ligger til dens natur at undersøge interessante ting. Mange ejere trækker det korte stå når shibaen møder et friskt spor efter vildt. Shibaen er tilstrækkelig selvsikker og selvstændig til at gå på eget eventyr. Desuden er den hurtig både i opfattelse og handling. Inden man har set sig om er den forsvundet ud af syne. Der er eksempler på unge shibaer der er gået på elgjagt på egen hånd.
Hvis man allerede fra tidlig hvalpetid vænner hunden til andre husdyr, accepterer den både katte og heste. Som tidligere nævnt mister shibaen ofte en reel fornemmelse af egen størrelse. Shibaen kan godt tro at den kan bestemme over en hest, bare man er tilstrækkelig overbevisende.
Samtidig med at racen har stor tiltro til eget omdømme og sin formåen, så lærer den hurtigt og forstår det meste på ingen tid. Derefter er det blot et spørgsmål om motivation. Den kan være meget adræt og opmærksom i lydighedsarbejde, forudsat at ejeren kan gøre træningen tilstrækkelig interessant. Hvis indkald er rigtigt indlært kommer shibaen som et lyn.
Agility udgør ikke noget fysisk besvær for shibaen. Det er ikke svært for den at kommer frem på banen, den er både hurtig og smidig. Kunsten er at få shibaen til at føle at det er sjovt at gøre det igen og igen, og at gøre det i rigtig rækkefølge.
Shibaen er dygtig til at gå spor. Selv om ingen er kendt inden for jagt sporten, er sporarbejde en god aktivering som giver god hjernegymnastik. Søgearbejde værdsættes og da shibaen er behændig, kan man gøre meget på lille plads. At lede efter ynglingslegetøjet i dagligstuen er en god ting.
Motions behovet er normalt og dækkes gerne under leg med andre hunde. I hjemlandet lægges der stor vægt på at muskulaturen er veludviklet. For at opnå dette kræves der mere en langsomme ture i snor. Shibaen kan overkomme næsten hvad som helst, og den har intet problem med at holde trit med væsentligt større hunde. Shibaen er en renlig hund som ikke tager mudderbad i vandpytter. Den bliver let stueren. Selv småhvalpe vækker hellere hele familien, end at besørge indenfor.
Racen er i det hele taget sund og frisk og er ikke inkluderet i kennelklubbens sundhedsprogram.